En politikers op- og nedture
”Kan i give mig et ring?” skriver Carl Holst, der sidder i toget på vej til borgen. Kl. 10:10 bryder opkaldet igennem. Holst hilser venligt og spørger derefter om, hvad vi ville spørge ham om. Carl Holst har været aktiv i dansk politik i mange år. Efter 15 år i regionalpolitik blev han valgt ind i Folketinget og med det samme udnævnt til at være forsvarsminister. Forventningerne var store, og fra Sydjylland havde han 12.135 stemmer i ryggen. Men tiden som minister blev kort. Gamle sager fra Carl Holsts tid som regionrådsformand og sager fra hans valgkamp trak store overskrifter i aviserne, og Carl Holst valgte først at trække sig som minister og siden søge orlov som medlem af folketinget. I dag er Carl Holst tilbage på Borgen, og avisens udsendte har spurgt ham om, hvordan man tackler en sådan krise, og hvordan man kommer ovenpå igen. Nedture ”Jeg har jo faktisk igennem hele mit politiske liv oplevet negative overskrifter,” siger Carl Holst som svar til spørgsmålet om, hvordan skiftet fra positive til negative overskrifter havde været for ham. Han nævner sygehuslukninger og, hvordan han meddelte, at han i 2007 ville have en forældreorlov. ”Men det er klart, at det ikke var rart at opleve så massive negative overskrifter, da jeg blev minister,” fortæller Holst alvorligt. Falske beskyldninger ”Jeg gjorde det, fordi jeg vidste, at mange af de ting, jeg blev beskyldt for ikke var rigtige,” fastslår han omkring, hvordan han bar sig ad med at kunne overskue at komme tilbage til borgen. ”Jeg begyndte at se mere lyst på det hele, fordi jeg vurderede, at jeg forhåbentlig kan få fortalt, hvad sandheden er,” fortæller Holst. ”De tog alle sammen rigtig godt imod mig,” sagde Carl Holst om, hvordan hans kollegaer havde taget imod ham, da han kom tilbage til borgen. Carl Holst fortæller om, hvordan han i fem måneder fik uafbrudt negative historier og feedback fra medierne. ”Efter de fem måneder vurderede jeg, at jeg blev nødt til at tage hensyn til mine nærmeste,” siger Holst. Efter den vurdering gik han på orlov. Støtte fra familie og venner ”Mine venner har altid været der,” siger han om, hvordan skiftet fra positive til negative overskrifter havde været hos familie og venner. Han fortæller, at hans venner ikke kommer og går på grund af, hvordan han er omtalt i medierne. Han fortæller dog: ”Det er klart, at min familie ikke synes, det var sjovt, at det var udelukkende negative overskrifter i så lang en periode.” Familien har dog kun mærket det på medierne, hvor de har fået nogle negative kommentarer," fortæller han. ”Så jeg er glad for, at vi har en god familie, der hjælper hinanden,” slutter Holst af. |
Carl Holst tidslinje:
Om Carl Holst:
|
Begyndelsen på hans karriere
Om hvorfor Carl Holst overhovedet gik ind i politik sagde han, at han altid havde været interesseret i samfundsforhold. ”I ottende klasse lavede jeg underskriftindsamlinger for at få en lysregulering ved krydset i Rødding,” fortæller han. Han blev også allerede i en alder af 15 medlem af Venstres Ungdom i 1985. ”Så det er ikke noget, der bare er kommet fra den ene dag til den anden,” siger han. ”Jeg følte ikke et pres på grund af min alder,” fortæller Carl Holst om, at han allerede som 30-årig bliv amtsborgmester. Det var svært for ham at holde hverdagen sammen med kone og tre børn, men selve stillingen havde ikke været et pres på ham. ”Jeg blev nogen gange udfordret på grund af min unge alder.” Holst fortæller, at tingene måske havde været en smule nemmere for ham, hvis han havde været en 15-20 år ældre, end han var. ”De ville udfordre mig,” siger han. ”Aldeles ikke angribe mig, men udfordre mig.”
Kendt fra starten
Carl Holst er opvokset i Rødding, i Sønderjylland, og bor der stadig den dag i dag. Rødding er en lille by. Han fortæller om, at han i Rødding allerede var kendt, da han var mindre. Senere blev han kendt i Sønderjylland, da han blev amtsborgmester. Efter det blev han kendt i Syddanmark ved at blive regionsformand. ”Så det har været noget, der har udviklet sig stille og roligt,” fortæller Holst om sin 'berømmelse'. ”Dog har det nogen gange været ubehageligt, fordi man aldrig havde helt fri,” siger han.
Hvad nu?
”Hvilke forventninger har du til fremtiden rent politisk?” lød spørgsmålet. Få øjeblikke senere svarede Carl Holst: ”At passe mit arbejde som folketingsmedlem vil sige, at være en god repræsentant for dem i den egn hvor jeg bor, er opstillet og valgt.” ”Det bedste råd jeg kan give en anden, der kommer i en lignende situation, er at hvis du ligesom jeg, havde vidst, hvad sandheden var, så hold fast i dig selv. Lad være med at gå ned, fordi der står noget i pressen, der ikke passer. Se dig selv i spejlet og sig: 'Det vigtigste er jo, hvad sandheden er,' og så håbe på, at den kommer frem en dag,” afslutter Carl Holst.
Om hvorfor Carl Holst overhovedet gik ind i politik sagde han, at han altid havde været interesseret i samfundsforhold. ”I ottende klasse lavede jeg underskriftindsamlinger for at få en lysregulering ved krydset i Rødding,” fortæller han. Han blev også allerede i en alder af 15 medlem af Venstres Ungdom i 1985. ”Så det er ikke noget, der bare er kommet fra den ene dag til den anden,” siger han. ”Jeg følte ikke et pres på grund af min alder,” fortæller Carl Holst om, at han allerede som 30-årig bliv amtsborgmester. Det var svært for ham at holde hverdagen sammen med kone og tre børn, men selve stillingen havde ikke været et pres på ham. ”Jeg blev nogen gange udfordret på grund af min unge alder.” Holst fortæller, at tingene måske havde været en smule nemmere for ham, hvis han havde været en 15-20 år ældre, end han var. ”De ville udfordre mig,” siger han. ”Aldeles ikke angribe mig, men udfordre mig.”
Kendt fra starten
Carl Holst er opvokset i Rødding, i Sønderjylland, og bor der stadig den dag i dag. Rødding er en lille by. Han fortæller om, at han i Rødding allerede var kendt, da han var mindre. Senere blev han kendt i Sønderjylland, da han blev amtsborgmester. Efter det blev han kendt i Syddanmark ved at blive regionsformand. ”Så det har været noget, der har udviklet sig stille og roligt,” fortæller Holst om sin 'berømmelse'. ”Dog har det nogen gange været ubehageligt, fordi man aldrig havde helt fri,” siger han.
Hvad nu?
”Hvilke forventninger har du til fremtiden rent politisk?” lød spørgsmålet. Få øjeblikke senere svarede Carl Holst: ”At passe mit arbejde som folketingsmedlem vil sige, at være en god repræsentant for dem i den egn hvor jeg bor, er opstillet og valgt.” ”Det bedste råd jeg kan give en anden, der kommer i en lignende situation, er at hvis du ligesom jeg, havde vidst, hvad sandheden var, så hold fast i dig selv. Lad være med at gå ned, fordi der står noget i pressen, der ikke passer. Se dig selv i spejlet og sig: 'Det vigtigste er jo, hvad sandheden er,' og så håbe på, at den kommer frem en dag,” afslutter Carl Holst.