Leder: Det er forskelligt hvilke stjerner der inspirerer den enkelte |
Pyxis er et stjernebillede på den sydlige himmelkugle. Det danske navn for Pyxis er kompasset. Et kompas viser vej, det samme gjorde stjernerne, før man fik mere moderne hjælpemidler. Vores avis er for unge mennesker der er på vej ud i livet, og det er ikke altid lige let. Her kan et kompas være en god hjælp – dels til at finde den rigtige retning i livet, dels til at orientere sig hen ad vejen. For undervejs på livets rejse møder man mange udfordringer og holdninger som man skal forholde sig til, og finde sin egen mening om. Fx kan man blive udsat for gruppepres, når det gælder alkohol, eller man kan blive udfordret, når man allerede i 8. klasse skal vurderes med henblik på videre uddannelse, om man i det hele taget er uddannelsesparat, og hvis man er, kan det alligevel være en udfordring at finde ud af, hvad man vil med sit liv.
Men stjernerne på stjernehimlen har udover at de danner billeder, også den funktion, at de skinner. En stjernehimmel er utrolig smuk. Nogle stjerner virker større end andre, nogle virker tættere på end andre. Stjernerne på vores livshimmel er også forskellige. Vi har i denne avis talt med store stjerner, dem som vi ser op til og drømmer om at ligne, men der er også stjerner, der er tæt på og som varmer. En sådan stjerne kan være en, som gør noget godt for sit samfund, uanset om det er frivilligt eller lønnet arbejde. Det er forskelligt hvilke stjerner der inspirerer den enkelte. Vores håb med Pyxis er at vi kan opmuntre den enkelte teenager til at se sin egen værdi og egne muligheder for at lyse, skinne og brænde, så vi alle i fællesskab bliver stjerner der udgør den smukkeste himmel. |